Optagelsesregler for dagtilbud

Kommunalbestyrelsen har den 22. august 2023 vedtaget at ændre børnehavealderen fra 3 år til 3,1 år gældende fra den 1. januar 2024.

Det betyder, at børn der er født fra den 1. januar 2021 og frem, som hovedregel, skal i børnehave den første i måneden, efter de bliver 3 år, hvor det hidtil har været den 1. i den måned barnet fylder 3 år.

Fleksibiliteten i visitationsreglerne fastholdes, så der fortsat er mulighed for at overflytte børn til børnehave tidligere, hvis der er behov for pladsen, for at opfylde pasningsgarantien. 

Du kan læse mere om, hvorfor børnehavealderen er blevet ændret, samt hvad du som forælder skal gøre i nedenstående informationsbrev

Informationsbrev til forældre i dagtilbud vedrørende ændret alder for opstart i børnehave i Norddjurs

Du skal skrive dit barn op til en plads til dagtilbud i Digital Pladsanvisning, hvis du ønsker kommunal pasning. Du skal bruge MitID for at logge ind på Digital Pladsanvisning.

Du kan vælge kommunal dagpleje, vuggestue og børnehave. Hvis du ønsker at skrive dit barn op til vuggestue, skal du være opmærksom på at du skal vælge integreret institution. 

Dit barn/børn kan optages på ventelisten 3 måneder før tilflytning til Norddjurs kommune.

Herefter er dit barn/børn omfattet af pasningsgarantien.

Dit barn kan optages på ventelisten fra fødselstidspunktet. Ventelisten viser, hvilket nummer dit barn er i rækken af børn, hvis forældre har ønsket samme dagtilbud.

Du vil kunne opleve, at der går en længere periode førend du får tilbudt en plads i det konkrete dagtilbud selv om dit barn står nr. 1 eller 2 på ventelisten.

Dette kan skyldes:

  1. At der i en længere periode ikke sker udmeldelser, og dermed opstår ledige pladser i dagtilbuddet.

  2. At der er søskende, eller børn med særlige behov, som jf. visiteringsreglerne kan springe foran i køen.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at lukke for optagelse på ventelisten for børn i andre kommuner.

Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre beslutningen om lukning lokalt i kommune

I Norddjurs Kommune gælder 3 overordnede målsætninger for optagelse i dagtilbud:

  • Pasningsgarantien skal overholdes
  • Pasning i lokalområderne inden for 11 kilometer
  • Frit valg mellem kommunens dagtilbud - det kan både være mellem de private pasningsordninger eller de kommunale pasningstilbud.            

De tre målsætninger er uddybet i en række generelle kriterier, som er angivet i det følgende.

Pasningsgaranti

  • Kommunen er forpligtet til at give forældre tilbud om plads senest 3 måneder efter, at pladsanvisningen har modtaget en skriftlig anmodning herom.
  • Der er pasningsgaranti fra barnet er 30 uger gammelt.
  • Garantien dækker ikke en bestemt åbningstid i dagpleje eller institution.
  • Hvis forældrene vælger at sige nej tak til en tilbudt plads, udsættes garantidatoen med 3 måneder fra det tidspunkt, hvor forældrene giver meddelelse om, at de ikke ønsker den tilbudte plads, idet dette betragtes som en ny ansøgning.
  • Pasningsgarantien anses for opfyldt i eventuelle tilfælde, hvor forældre ikke ønsker at modtage en tilbudt plads i ét af Norddjurs Kommunes dagtilbud.
  • Børn skal være påført venteliste til 3 børnehaver for at være omfattet af pasningsgarantien i Norddjurs Kommune. Er der inden for en afstand af 11 km. fra hjemmet (jfr. Krak) ikke 3 institutioner, anses det for tilstrækkeligt, at lade barnet opføre på venteliste til 2 institutioner.
  • Når et barn er skrevet på venteliste til optagelse i en integreret institution/børnehave med målgruppen 0-6 år eller 2-6 år - og plads tilbydes, anser Norddjurs Kommune pasningsgarantien for opretholdt. Barnet udmeldes automatisk af dagplejen/vuggestuen.

Opskrivning

  • Barnet kan optages på venteliste fra fødslen.
  • Det er muligt at skrive sig op til en konkret dagplejer.
  • Børn i dagpleje eller vuggestue er automatisk opsagt ved tilbud om plads i børnehave eller integreret institution.
  • Det er fortsat muligt at stå på venteliste til en konkret dagplejer eller daginstitution efter indmeldelse i et andet dagtilbud.

Tildeling af pladser

  • Anvisning af pladser sker efter anciennitet, som er efter opskrivningstidspunktet.
  • Der kan ikke garanteres en plads i en bestemt dagpleje/institution.
  • Børn har ret til optagelse i dagtilbud i det distrikt/område, de tilhører.
  • Børn fra andre distrikter og andre kommuner optages kun ved ledig kapacitet i distriktet/området.
  • Det tilstræbes, at der tilbydes plads i lokalområdet eller i et område, som grænser op hertil.
  • Børnene tilbydes som hovedregel en plads d. 1. i måneden efter at de fylder 3 år, og senest 3 måneder efter det fyldte 3. år, medmindre der er behov for pladsen tidligere, i forhold til opfyldelse af Norddjurs Kommunes pasningsgaranti.
  • Barnet overgår til børnehave senest 3 måneder efter, det fylder 3 år.

Særlige forhold vedr. tildeling af pladser

  • Børn med særlige sociale eller pædagogiske behov, kan efter konkret vurdering få fortrinsret til en plads i et givent dagtilbud.
  • Søskende vil have fortrinsret til en plads i samme pasningstilbud, såfremt foranstående børn på ventelisten ved optagelsestidspunktet kan anvises en plads et andet sted.
  • Søskende til et barn, som har betydelig og varig nedsat psykisk og/eller fysisk funktionsevne og som er visiteret til en daginstitution med et særligt specialpædagogisk tilbud, vil have fortrinsret i samme dagtilbud.

Det er Pladsanvisningen der fordeler pladserne i samarbejde med områdeledelsen og dagplejepædagogerne i børnebyerne, og du har garanti for pasning fra barnet er 30 uger gammelt og senest 3 måneder efter Pladsanvisningen har modtaget din ansøgning.

I Norddjurs kommune fordeles pladserne jf. dagtilbudsloven til dagpleje og daginstitutioner efter anciennitet som er opskrivningstidspunktet efter nedenstående kriterier:

  1. Hvis der er to børn der ønsker den samme dagplejer på det tidspunkt, hvor der er en ledig plads, vil det være det barn, som først har skrevet sig op til den konkrete dagplejer, som får tilbudt pladsen.
  2. Man kan fortsat stå på venteliste til en konkret dagplejer, eller daginstitution, efter indmeldelse i et andet dagtilbud.
  3. Hvis der er to børn der står på venteliste til en bestemt daginstitution, og der kommer en ledig plads, vil det være det barn, som har skrevet sig først på venteliste, som vil få tilbudt den ledige plads.
  4. Børnene tilbydes daginstitutionsplads som hovedregel d. 1. i måneden efter at de fylder 3 år, og senest 3 måneder efter det fyldte 3. år, medmindre der er behov for dagplejepladsen tidligere, i forhold til opfyldelse af Norddjurs kommunes pasningsgaranti. Der foretages altid en pædagogisk vurdering inden overflytning af det enkelte barn.
  5. Når der tilbydes daginstitutionsplads tidligere end den 1. i i måneden efter at barnet fylder 3 år, og det vurderes at barnet er klar, har Norddjurs kommune opfyldt deres pasningsgaranti. Der vurderes på den øvrige børnesammensætning i institutionen i forhold til barnets alder. I de fleste daginstitutioner er der en stor børns gruppe, som er en gruppe med de kommende skolebørn. Det vil derfor kunne forekomme, at der ikke er plads i de enkelte aldersgrupper, i den bestemte daginstitution til dit barn. Der vil i dette i tilfælde tilbydes plads i en anden daginstitution i nærområdet.
  6. Børn med særlige sociale eller pædagogiske behov, kan efter en konkret vurdering få fortrinsret til en plads i et givent dagtilbud.
  7. Søskende til børn, der allerede har en plads i et dagtilbud, har fortrinsret til en plads i samme institution.

Ca. 1 måned før din behovs - og garantidato vil du modtage et tilbud om plads.

Brevet sendes til din E-boks, hvis du er tilmeldt Digital Post. 

Kontakt Pladsanvisningen

Glesborg Bygade 1
8585 Glesborg
E-mail.: pladsanvisningen@norddjurs.dk
Tlf.: 89 59 10 00

Den Digitale Hotline

Har du brug for hjælp til selvbetjeningsløsningerne, kontakt den Digitale Hotline på tlf.: 70 20 00 00

Læs mere om den Digitale Hotline her:

Telefontid Pladsanvisningen:

Mandag - Tirsdag 10.00-15.00
Torsdag 10.00-17.00